Hjernetræning med Einstein

Find ud af hvordan det står til med dine mentale færdigheder. I dette spil bliver man udfordret på sin intelligens og hurtighed, når man gennem utallige tests bliver nødt til at bruge hovedet.

Nu skal man jo ikke gå helt i stå her i sommerferien. Med spillet Einstein™ Brain Trainer kan man holde hjernen lidt i gang, og måske endda få strammet så meget op på den mentale træning, at man bliver kvikkere, end man hidtil har været. Hvem ved?

Hvis man godt kan lide at udfordre og teste sig selv mentalt, så er dette spil en ganske god idé. Spillet indeholder en masse tests, hvor man skal klare opgaverne på tid. Der er for eksempel opgaver, hvor man indenfor fem sekunder skal angive, hvor mange klodser der er på et givent billede. Man skal også se om man kan komme gennem en forvirrende farve-ord-test, hvor for eksempel ordet rød står skrevet med grønt, hvor man skal angive farven og ikke ordet. Eller testen, hvor man skal holde øje med en eller flere bestemte ting i bevægelse.

Logik, hukommelse, regning og syn

Der er rigtigt mange forskellige tests, og de er alle kategoriseret indenfor enten logik, hukommelse, regning eller syn. Under ens profil kan man se hvor ens styrke ligger indenfor de fire kategorier. I den daglige test kommer man igennem alle kategorierne, og kan se, om man bliver bedre dag for dag. Til slut får man lidt for sjov oplyst, hvor man rangerer på evolutionens stige, alt efter ens præstationer. Er man en arbejdermyre, en klog chimpanse eller noget helt tredje?

Spillet er på engelsk og der er en del talebobler, som man skal igennem, for at få forklaret de forskellige udfordringer.

Einstein™ Brain Trainer koster 18 kroner og kan hentes i App Store (link)

Einstein™ Brain Trainer findes også i en version til iPad til 30 kroner, og kan hentes i App Store (link)

Skrevet af Tine, 14/07 2012
Relaterede indlæg

Kommentarer
Subscribe to RSS

Endnu ingen kommentarer.

Skriv en kommentar

For at kommentere skal du udfylde navn og mailadresse. Du kan også oprette en profil på siden. Du finder registreringsformen nederst i sidebaren i højre side (klik på "Opret").