Jeg er glad for de mange Android-fanboys, der åbenbart findes blandt iPhoneguides læsere, derude bag de duggede ruder. For takket være dem, er jeg altid opdateret på situationen Android vs. iPhonen - i hvert fald så længe Android slår iPhonen. Måske er det derfor, der har været ret stille på den front i det sidste lange stykke tid. Derfor var det også helt rart, at høre livstegn fra dem i weekenden i form af mails og kommentarer her på siden. Og livstegn blev der i den grad givet. Ikke på en måde, så man kunne tro, at det var intelligent liv, der var tale om, men mere den slags brovtende livstegn, der også er kendt fra visse dele af teleanalytikerbranchen: Hoverende og med en undertone af, "der fik vi dig". Der gør selvfølgelig undertegnede nysgerrig, når folk på den måde er i godt humør og endda kan henvise til fakta, der dokumenterer sort på hvidt, at de har ret.

Den lille uvæsentlige detalje

Misseren til det hele er en undersøgelse lavet af et firma ved navn Blaze Software, der via 45.000 tests af indlæsningshastigheden på hjemmesider kunne konkludere, at Android var meget hurtige end iOS, når det handlede om at indlæse hjemmesider, faktisk markant hurtigere. Det var noget Android-tilhængerne kunne bruge. Endelig havde de fået skovlen under os. Det siger sig selv, at jeg var rystet - det er klart. Kroppen reagerer med det samme på den slags chokerende oplysninger. Det kunne have været starten på enden, hvis ikke det var for enkelt lille detalje. Den er lille, den er uvæsentligt, og jeg burde nok ikke engang nævne den her, men på den anden side, så har jeg jeres opmærksomhed, så i får den alligevel: Den lille uvæsentlige detalje er, at undersøgelsen er fejlagtig. I var advaret, det var noget så uvæsentligt som en information om, at undersøgelsen var fejlagtig. Baseret på forkerte antagelser blandet op med en god portion uvidenhed. Den slags skal man normalt ikke hænge sig i, så det er nok derfor, er jeg ikke har fået nogle opdateringer på dette fra de mange Android-fanboys, der skrev til mig i første omgang.

"Der er tydeligvis nogen, der forsøger at lave et bjerg ud af et muldvarpeskud"

Et af problemerne er, at Blaze Software har baseret testen på en app de selv har udviklet. Blaze har altså ikke testet Safari, men en app baseret på en teknologi kaldet UIWebView. Teknologien er godt nok en nær slægtning til Safari, men det er kun på overfladen. Under motorhjelmen er der en verden til forskel. Problemet er UIWebView ikke gør brug af Apples JavaScript-motor, der er inkluderet i iOS, den gør heller ikke brug af flere andre weboptimeringer, som gør Safari en del hurtigere, end den webmotor udviklerne har adgang til at bruge i deres egne apps. Det er som at sammenligne æbler med pærer, eller som Gartner-analytiker Michael Gartenberg udtaler "Der er tydeligvis nogen, der forsøger at lave et bjerg ud af et muldvarpeskud.".

Selv Apple har kommenteret undersøgelsen. "Deres test er fejlbehæftet. De har faktisk ikke testet Safari på iPhonen. I stedet har de testet deres egen app, der benytter den indbyggede Web-viser (UIWebView red.), som ikke har fordel af optimeringerne af Safaris webydelse.", udtaler Natalie Kerris fra Apple.

"Vi troede ..."

Sidenhen har Blaze Software svaret på den massive kritik af deres undersøgelse. "Vi troede...", starter deres respons til Apples og Gartners kommentarer, og så er resten sådan set irrelevant, specielt, når de ikke rigtigt vil indrømme, at de tog fejl i første omgang, men det ligger nok implicit i bortforklaringer som "Vi troede...". En af de største fejl i diverse undersøgelser er, at når man forsøger at konkludere noget, der overhovedet ikke er belæg for. Enten fordi man ikke er særlig smart - eller også fordi man bevist gør det og håber, at ingen er kvikke nok til at gennemskue det.

Fik jeg sagt at Blaze Software lever af at udvikler løsninger, der øger indlæsningshastigheden på hjemmesider? Lad os håbe, at deres 15 minutters berømmelse har skaffet dem nogle nye kunder, for et eller andet siger mig, at de 15 minutter er ved at være gået. Hvad der blev af alle de Android-fanboys, der var så hoverende til at starte med, har jeg til gengæld ikke rigtigt noget bud på, men jeg er da ked af, at jeg selv er nødt til at gøre historien færdig, når de nu satte det hele igang.

Jeg ved selvfølgelig godt, at de fleste Android-ejere er helt almindelige fornuftige mennesker, det er bare oftest ikke lige den gruppe, der henvender sig til mig, med interessante undersøgelser.