iRepair

Redaktørens klumme: Ønskelisten #1 – Zattoo for iPhone

I skrivende stund er der over 2.500 programmer tilgængelige i App Storen i 19 kategorier med “Spil” som den største med 678 programmer og “Vejr” som den mindste med 11 programmer. Kvaliteten svinger fra skidt til kanel, men der er i hvert flad noget at vælge i mellem.

Der er dog nogle programmer jeg personligt har kigget langt efter. Ja, som jeg faktisk venter på som et lille barn på juleaften. Jeg har valgt at kalde det “Ønskelisten”. I fem klummer vil jeg beskrive de fem programmer jeg savner mest i App Storen. Jeg tager dem i tilfældig rækkefølge da ingen er mere prioriteret end andre.

Jeg lægger i denne uge med “Zattoo for iPhone”
Zattoo er et program der gør der muligt at se rigtig TV på sin computer via netforbindelsen. Der er altså ikke brug for en TV-tuner eller ekstraudstyr af nogen art. Det fantastiske ved Zattoo er, at det er rigtige TV-kanaler man kan se – og her mener jeg DR 1 og 2, TV 2, samt diverse udenlandske kanaler. Kort sagt; direkte streamet dansk TV på computeren.

Indtil tidligere på ugen var Zattoo helt gratis at bruge, men nu koster det 23 kr om måneden at have adgang til de omkring 20 kanaler. Dette vender jeg tilbage til.

iPhone og TV er to ting der rimer (i overført betydning), så hvorfor der ikke allerede er lavet en iPhone-udgave af Zattoo er mig en gåde. Det ville være perfekt at kunne se direkte dansk TV på sin iPhone når man er på farten.

Jeg har lavet et par hurtige “skærmbilleder” for at det ikke skal blive for kedeligt det hele:

Det kan ikke være tekniske forhindringer der ligger i vejen. iPhonen kan i forvejen vise streamede YouTube-videoer i en okay kvalitet. Om der streames videoer fra YouTube eller fra Zattoos server kommer ud på et. Det kan heller ikke være økonomien. Når visse folk (som undertegnede) er villige til at give 6 kr for en virtuel fiskedam, så er der også masser af folk der vil give f.eks. 29 kr om måneden for at have adgang til TV på deres iPhone. Mobilselskabet 3, tager eksempelvis 79 kr om måneden.

Er det så Apple der ligger forhindringer i vejen? Man kan jo aldrig vide med Apple, men da der i forvejen findes en god portion programmer til netradio, burde net-tv ikke være noget problem.

Hvilke funktioner skulle Zattoo for iPhone indeholde?
Først og fremmest jo TV i en ordentlig kvalitetet, det siger sig selv. Men derudover kunne man f.eks. forestille sig en programguide eller -planlægger, hvor man kunne markere udsendelser til kalenderen. Når det så var ved at være tid til programstart, ville der komme en påmindelse frem på iPhonens skærm. Tv-serier eller andre ugentlige programmer skulle automatisk komme op hver gang, hvis man havde markeret at man ville følge med i pågældende serie eller nyhedsprogram etc.

Skulle det uheldige ske, at nogen ringer lige midt i en udsendelse, f.eks. lige der hvor Søren Ryge er ved at grave et spændende hul til et ferskentræ, skulle programmet pause af sig selv og genoptage afspilningen når opkaldet var færdigt. Om iPhonens processor er kraftig nok til dette tvivler jeg på, men dette her er jo en ønskeliste så jeg nævner det alligevel. Og nu jeg er ude i de vilde ønsker så ville en mulighed for at optage programmer fra TV på sin iPhone være super delikat.

Zattoo for iPhone kunne bliver et kæmpe hit i App Store, så se nu at få udgivet det. Så svært kan det ikke være at omskrive det når det allerede fås til Mac OS X.

Skrevet af Martin Wolsing, 05/09 2008
Relaterede indlæg

Kommentarer
Subscribe to RSS
  • LaWiPi

     

    Det vil være en god ide! -Mobilt tv er også det, som telebranchen forventer skal blive “det nye”-must have for mobiltelefoner så det kommer sgu nok, ret sikkert..

    (Du skriver godt nok, at du tager den i tilfældig rækkefølge, men jeg kunne ikke lade være med at bide mærke i “#1″ i titlen. -Det mindede mig og den historie med Jørgen Mulius, og da han skulle lave den første top 20 over den nymodens pop-musik, i sin tid.. :-D Han startede med nr. 1 og sluttede med nr. 20.. ) Nå, nok om Mylle, god klumme!

    Det kunne være interessant at høre hvad andre har af forslag til apps som endnu ikke er lavet, i kommentarene (hvis man tør give ideen fra sig..)

    5. september 2008 @ 07:50

  • Drudoo

     

    Jeg har brugt Zattoo i rigtig lang tid på både Windows og Mac, og det virker rigtig godt.
    Det ville være nigtig nice, hvis det kom til iPhone, og kun kostede de ca. 30 kr.

    5. september 2008 @ 07:54

  • Michael

     

    Hej. Jeg tror helt sikkert at der kommer et eller andet TV halløj til iPhone. iPhone har jo kun været her i næsten 2 mdr. Så apple kan jo stadig nå det. :)

    5. september 2008 @ 08:52

  •  

    Det kunne være kanon, hvis apple ville acceptere en forbedret (mere avanceret) sms-app., så det blev muligt at forwarde beskeder og lave grupper (der kan gemmes). I princippet er det vel ikke så meget forlangt :-)

    Desuden ville det være rart hvis der kom en app. der gjorde det lettere at bruge sin iPhone internetforbindelse på en laptop (pc) uden den omstændige vej med NetShare.

    5. september 2008 @ 09:19

  • Hissi

     

    God klumme!.

    jeg kunne godt tænke mig et ordentligt navigationsprogram, men det tror jeg vil komme meget snart i den nærmeste fremtid.

    5. september 2008 @ 09:25

  •  

    Jeg vil ikke tro at der kommer en app-store udgave, da der tidligere har været en debat om SlingPlayer på iPhone.
    Apple er vist ikk så glade for, at man begynder at se tv på nettet istedet for at købe deres tv-udsendelser (som ikke kan købes i danmark). Hvis apple havde tilladt at MxTube (program som kan downloade youtube videoer) kom på app-store er jeg sikker på, at det havde ligget nr. 1 som bedste løbe-apps.

    5. september 2008 @ 14:09

  • i.ph

     

    hejsa!! Et simpelt program som jeg desværre er meget sikker på IKKE eksistere ENDNU er en alarm (vækkeur) som kan afspille ens ynglinge sang eller playliste i stedet for en latterlig biip melodi! Nærmest ligesom når man sætter sin clockradio til, blot med den forskel at man via telefonen kan få netop det musik der passer en bedst!!

    6. september 2008 @ 12:51

  • Emojet

     

    det kan du da bare bruge den originale alarm til, hvis du laver en ringetone til din iPhone på Audiko.net og lægger den over på din iPhone. ;)

    6. september 2008 @ 16:18

  • LaWiPi

     

    @Emojet
    Apple ville aldrig kunne tillade et program som MxTube, som downloader og ikke streamer. Det er mediefiler som man ikke har rettigheder til andet end at se, og dermed ville Apple tilskynde brud på ophavsrettigheder, hvilket ville være tosse-dumt når de selv driver en forretning (iTunes), hvis succes afhænger af at ophavsrettighederne respekteres.
    TV-streaming kunne de godt acceptere.
    -Er slingplayer dømt ude? (jeg spørger fordi jeg ikke aner det..)

    6. september 2008 @ 16:50

  • Emojet

     

    #LaWiPi

    Jeg ved ikke om det er dømt ude, men jeg synes det er meget mærkeligt at det ikke er kommet på app-store hvis apple har sagt ok før det… Der er allerede en slingplayer app klar, som man kan se i aktion på YouTube :)

    6. september 2008 @ 18:52

Skriv en kommentar

For at kommentere skal du udfylde navn og mailadresse. Du kan også oprette en profil på siden. Du finder registreringsformen nederst i sidebaren i højre side (klik på "Opret").